Nytænkning af børnefodbold i Silkeborg IF

Pressemeddelelse

Silkeborg IF Fodbold og Silkeborg IF Q vil tænke børnefodbolden anderledes. Sammen ønsker de to foreninger at gøre op med den traditionelle kønsopdeling i børnefodbold.

Som en del af udviklingen i samarbejdet mellem de to fodboldforeninger under Silkeborg Idrætsforening af 1917, indgår SIF Fodbold og SIF Q nu et formelt samarbejde om børnefodbolden i Silkeborg IF Fodbold. Med samarbejdet ønsker de to foreninger at styrke pigernes repræsentation i Silkeborg IF og gøre op med den traditionelle tilgang til drenge- og pigefodbold, og i stedet kigge på barnets udvikling og trivsel.

Så selvom aftalen går ud på at styrke pigernes repræsentation i Silkeborg IF Fodbold, så drejer det sig ikke om at der skal oprettes pigehold, i stedet ønsker klubberne at satse på fællesfodbold, hvor drenge og piger træner og spiller kampe sammen.

Børnesynet i fællesfodbold passer rigtigt godt ind i SIF Fodbolds værdigrundlag og allerede eksisterende børnemiljø og nu bringer vi vores to foreningers kompetencer i spil sammen til glæde for både piger og drenge.

”I børnefodbolden, hvor fysikken endnu ikke spiller ind, tror vi på, at piger og drenge kan udvikle sig sammen. Vi tror ikke det er noget, der bare sker fra den ene dag til den anden, og det er vigtigt for os, at vi ikke haster noget igennem. Vi har en god dialog med SIF Q om, hvordan vi sammen kan arbejde henimod at gøre det til en naturlig del af vores børnemiljø, at drenge og piger spiller sammen”, fortæller Christian Jepsen, formand for Silkeborg IF Fodbold.

Når fysikken begynder at spille en afgørende rolle, er det ikke sikkert det giver mening, at pigerne fortsætter med at spille sammen med drengene, og det er noget de to klubber sammen vil følge nøje. Det er da også en vigtig del af aftalen, at SIF Q, skal understøtte, at pigerne fortsat har et fodboldtilbud, når det på et tidspunkt giver mere mening for dem at skifte til pigefodbold.

”I SIF Q har vi selvfølgelig en forventning om, at det nye samarbejde kan være med til at udvikle talenter til vores ungdomshold. Det er vigtigt for os at pointere, at vi også ønsker at tage ansvar for de piger, der ikke ender på SIF Qs talenthold, forklarer Karen Nørby Kristiansen, formand for Silkeborg IF Q og fortsætter: "Det er fx en del af vores fælles aftale, at vi i SIF Q skal hjælpe de piger, der ikke ønsker at fortsætte i fællesfodbold, med at finde et pigehold i en af vores samarbejdsklubber.”

Vi starter op med piger på U10-holdene allerede nu

Er du U10 eller U11 fodboldpige med mod på at spille med drenge, så er der pt ledige pladser på SIF Fodbolds U10-hold.

Da det godt kan være svært at skifte fra pigefodbold til fællesfodbold, hvor der primært spiller drenge, anbefaler vi også, at du som udgangspunkt prøver fællesfodbold af sammen med drengene på årgangen under din egen.

Vil du høre mere om, om SIF Fodbold er noget for dig, så kontakt vores talentchef Jimmy Bonde på tlf. 21458535 eller mail: Talentchef@sifq.dk

Vær opmærksom på, at der er begrænsede pladser, og tilmeldingen lukker, når holdene er fyldt.

I kan læse mere om vores samarbejde med SIF Fodbold her og på SIF Fodbolds hjemmeside kan I orientere jer om SIF Fodbold og læse om, hvad det vil sige at være DBU Børneklub.

Silkeborg IF

SIF Fodbold og SIF Q er to selvstændige foreninger, der eksisterer side om side i Silkeborg Idrætsforening af 1917, der også består af 7 andre foreninger herunder bl.a. SIF Håndbold og SIF Bueskydning.

  • Silkeborg IF Fodbold er en breddeklub, der rummer børnefodbold til oldboys-fodbold. SIF Fodbold er desuden moderklub til Silkeborg IF A/S, der indbefatter Superligaholdet og drengetalentholdene. SIF Fodbold har ikke pigehold hverken i børnefodbold eller på ungdom. Piger er velkomne og der er også enkelte piger i børnefodboldafdelingen.

 

  • Silkeborg IF Q består af pigetalenthold fra U13 til U19, hvor de ældste hold spiller med i de landsdækkende turneringer. SIF Q har også en seniorafdeling, men altså ikke børnefodbold i foreningens regi. Børnefodbolden foregår i breddeklubberne i området, og alle fodboldpiger i Silkeborg og opland har mulighed for at deltage på JYSK Talentcenter, hvor SIF Q tilbyder gratis træning for U10-U13.
SIF Q Trænerforum

SIF Q Trænerforum

Foråret byder på 4 spændende inspirations arrangementer for trænerne i vores samarbejdsklubber.

KlubbenTrænereKlubsamarbejde
Klubbesøg i KIF

Klubbesøg i KIF

Vores børneudviklingstræner var onsdag aften på besøg i Kjellerup IF

KlubbenKlubsamarbejde
Jysk logo Andelskassen logo Rask vinimport logo Skabertrang logo AVK logo Green comfort logo Grovvarecentret logo Radisson BLU logo Stegger Invest ApS logo Tal og tanker logo
Ved at klikke 'Acceptér Alle' så giver du tilladelse til, at vi må indsamle information om dig til forskellige formål, hvilket inkluderer: Funktionalitet, Statistik og Marketing